Dødsfald i udlandet

Når dødsfaldet sker i udlandet, skal man kontakte Europæiske Rejseforsikring, som vejleder om proceduren og muligheder for udlevering og hjemtransport. Er der tegnet ekstra rejseforsikringer, kan der være andre muligheder end Europæiske kan tilbyde.

Du kan også kontakte mig, og jeg kan hjælpe og vejlede per telefon, også når I er i udlandet. Jeg kan også være behjælpelig med hjemtransport efter aftale med Europæiske, der så ikke vil betale omkostningerne.

Ved dødsfald i udlandet er der særlige regler for, hvordan afdøde skal behandles og transporteres hjem.
Der kan også gælde særlige forhold, hvis der er tale om smitsom sygdom.

Der stilles krav til kistens beskaffenhed og skal afdøde med fly, er zinkkiste påbudt. Afdøde lægges i zinkkiste som loddes til, og derefter kan afdøde med zinkkiste lægges i en almindelig kiste. Afdøde skal også balsameres, og denne formalinopløsning hindrer den fysiske nedbrydning af kroppen, og afdøde kan måske ses, når afdøde er hjemme i Danmark igen.

Myndighederne i pågældende land skal udstede et ligpas. En begravelsesforretning kan sørge for dette udfra de gældende regler, som det enkelte land har udarbejdet.

Det kan godt være en svær og langsom proces, at få udleveret og transporteret afdøde hjem. Der kan gå op til 14 dage.

Kan man køre afdøde hjem, er der andre krav end hvis transport sker med fly, og det kan i mange tilfælde ske hurtigere.

Når afdøde er tilbage i Danmark, skal zinkkisten fjernes, da zink hverken må brændes eller begraves. Jeg har en båre, som vi løfter afdøde op af kisten med, så det foregår på en værdig måde.

Måske er kistens konstruktion sådan, at kisten ikke kan genbruges, men jeg har oplevet, at kisten der var valgt i udlandet godt kunne bruges igen.

Cemetery at El Morro Fort ca. February 2000 San Juan, Puerto Rico

Kirkegård i det sydlige Europa